spektroskopi (Spektroskopiens tidlige historie)

Det første egentlig spektroskopiske eksperiment blev foretaget i 1814 af J. von Fraunhofer. Newton havde i 1664 vist, at sollyset ved at passere igennem et prisme blev brudt i spektralfarver, og da Fraunhofer modificerede Newtons eksperiment ved at indskyde en snæver spalte foran prismet og iagttage det brudte spektrum med et teleskop, opdagede han hundredvis af mørke linjer overlejret over Solens kontinuerte spektrum. T. Young havde i 1801 vist, at lyset havde bølgekarakter, og vha. et gitter, der udnytter lysets diffraktion, kunne Fraunhofer bestemme bølgelængderne for disse såkaldte Fraunhoferske linjer.

G.R. Kirchhoff påviste i 1859, at to af de karakteristiske bølgelængder stemte overens med tilsvarende lysende linjer, som kunne observeres i en flamme, der var tilsat kogsalt (natriumklorid). Seks uger senere fortolkede han dette sammenfald som, at der er natrium på Solen, og han grundlagde hermed spektralanalysen. Sammen med R.W. Bunsen, hvis bunsenbrænder med sin næsten usynlige flamme eliminerede den forstyrrende baggrund fra almindelige flammer, undersøgte Kirchhoff i de følgende år spektrene for en lang række grundstoffer. De påviste, at hvert grundstof har sit karakteristiske, uforanderlige mønster af spektrallinjer, og de kunne alene ud fra disse mønstre identificere to nye grundstoffer, cæsium og rubidium. I 1868 fandt franskmanden P. Janssen og englænderen J.N. Lockyer uafhængigt af hinanden en hidtil ukendt gul linje i spektret af Solens ydre atmosfære. De havde dermed opdaget helium, 27 år før det første gang blev identificeret på Jorden.

Ud fra A.J. Ångströms meget præcise udmålinger af brintspektret lykkedes det i 1885 for J.J. Balmer at opskrive et matematisk udtryk, der beskrev linjernes indbyrdes beliggenhed. Ved at generalisere Balmers resultat til andre atomer kunne J.R. Rydberg i 1889 bringe system i et stort spektroskopisk datamateriale.