Lysfordelingskurve for en PH-5 lampe. Kurven viser, hvor kraftigt lampen lyser i forskellige retninger. I en given retning lyser lampen med en bestemt lysstyrke, der kan aflæses på kurven. Enheden for lysfordelingskurven er cd/1000 lm.

.

Lysstyrke er et mål for, hvor meget synligt lys der udsendes fra et punkt og i en bestemt retning. Lysstyrken er uafhængig af afstanden, hvis afstanden mellem lyskilden og observatøren er stor nok til, at lyskilden forekommer som til et punkt.

Definitionen af lysstyrke er: lysstrømmen per rumvinkel, der udsendes eller reflekteres fra en punktkilde; enheden for lysstyrke er candela (cd), som er en af de syv grundenheder i SI-systemet.

Lysstyrke er en fotometrisk størrelse, dvs. at den vedrører synligt lys og således er vægtet til at afspejle øjets følsomhed. En lyskilde med en lysstyrke på 1 cd i alle retninger udstråler en total lysstrøm på 12.566 lm (cd∙sr) svarende til 1 cd gange rumvinklen på en kugleskal (4 π). Et stearinlys har en lysstyrke på ca. 1 cd. Ifølge definitionen på candela er 1 cd = 1,464∙10-3 W/sr ved 555 nm (idet W er watt, enheden for effekt, og sr er en steradian, enheden for rumvinkel).

Lysstyrke er en væsentlig størrelse i forbindelse med fabrikation og brug af lamper og armaturer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig