Europa.

.

Europas pladetektoniske vækst begyndte i Prækambrium og var vidt fremskreden, da Europa og Asien for ca. 300 mio. år siden ved kollision i Uraliderne blev forenet til et stort kontinent, Eurasien. Pladebevægelserne var i Prækambrium og Palæozoikum i flere perioder hurtigere end nutidens, og Europa blev ført fra den ene aktive pladegrænse til den anden. Under sin drift annekterede Europa flere øbuer og mikrokontinenter og kolliderede flere gange med store kontinenter; det resulterede i gentagne bjergkædefoldninger. Når Europa løsrev sig, efterlod det nogle gange dele af sin kontinentskorpe hos kollisionspartneren, men i det lange løb voksede kontinentet mod vest og syd.

Der skelnes mellem et prækambrisk kerneområde (Baltiske Skjold og Den Østeuropæiske Platform), de kaledoniske og variskiske tilvækstbælter i Vest- og Centraleuropa samt de kimmeriske og alpine bælter i SØ- og Sydeuropa. Store dele af Europa er dækket af yngre sedimenter aflejret på stabile platforme eller i indsynkningsbassiner og gravsænkninger. Tertiære vulkanske bjergarter danner spredte forekomster på kontinentet og De Britiske Øer; Færøerne og Island er opbygget af plateaubasalt. I Island, som ligger på den midtatlantiske spredningsryg, fortsatte vulkanismen. Middelhavsområdets vulkaner er især knyttet til unge pladegrænser og aktive subduktionszoner.

Det prækambriske Europa (3500-550 mio. år). Kontinentskorpen i NØ-Europa består af 3500-800 mio. år gamle grundfjeldsbjergarter hovedsageligt dannet og samlet under arkæiske og tidlig-proterozoiske bjergkædefoldninger inden 1600 mio. år før nu. For ca. 1000 mio. år siden, da den sveconorvegiske bjergkæde blev dannet, kolliderede området med kontinentet Laurentia (Nordamerika-Grønland) og blev en del af et meget stort proterozoisk kontinent, som for 700-550 mio. år siden atter blev brudt op. Mens Europa drev mod Sydpolen, udvikledes der under den cadomiske bjergkædefoldning et langstrakt foldebælte og øbuesystem ved en aktiv pladegrænse ud for Østeuropa, de såkaldte Præ-Uralider, som opbygger Timanbjergene og indgår i Uralbjergene.

Det palæozoiske Europa (550-250 mio. år). Ved opbruddet efterlod Europa store dele af sin prækambriske skorpe på den sydlige halvkugle. Det resterende, Baltica, udgjorde kimen til det nutidige Europa. Under de efterfølgende kaledoniske bjergkædefoldninger (ca. 500-400 mio. før nu) førte skiftende pladebevægelser små og store områder med ny og gammel kontinentskorpe frem til kollision med Baltica. Da mikrokontinentet Avalonia nåede frem fra syd, blev de avaloniske Kaledonider foldet op. Det meste af dette foldebælte er nu dybt begravet under yngre sedimenter, bl.a. i Nordtyskland og det sydligste Danmark. Kaledoniderne i Skotland, Norge og Sverige opstod, da Laurentia fra nordvest kolliderede med Avalonia og Baltica. Før de kaledoniske foldninger var afsluttet, var nye plader med kontinentfragmenter og unge øbuer på vej sydfra; det indvarslede de variskiske (hercyniske) bjergkædefoldninger, som kulminerede sent i Devon til tidlig i Karbon, da Gondwana-kontinentet kolliderede med Europa. Derved dannedes et op til 1000 km bredt tilvækstbælte i Sydvest-, Mellem- og Centraleuropa. Bjergkædernes bugtede forløb skyldes, at to store halvøer i Gondwana og flere mikrokontinenter, bl.a. Armorica, blev presset ind i Europa. Den intense sammenskydning medførte, at relativt let skorpe dannede dybe "rødder" under de unge bjerge. Da sammenpresningen ophørte, hævedes foldekæden så hurtigt, at bjergene blev ustabile og "sank sammen" langs udglidningsplaner. Omdannelser i dybet gjorde efterhånden rødderne så tunge, at de brækkede af og sank ned i asthenosfæren, mens varmt materiale herfra og basisk magma steg op og bredte sig ud under den resterende, tyndere skorpe. Varmetilførslen resulterede i opsmeltning af mange granitter. Da Europa sent i Karbon lå tæt ved ækvator, udvikledes et indsynkende forlandsbassin, hvor der foruden sand og ler blev aflejret plantemateriale fra omgivende tropiske sumpskove. Stenkulforekomsterne på De Britiske Øer, i Belgien, Ruhrområdet og Śląsk (tidl. Schlesien ) opstod ved senere varmeomdannelse af disse lag. De nedslidte, variskiske foldebjerge er nu blottet i adskilte massiver, bl.a. Det Armorikanske Massiv, Centralmassivet og Det Bøhmiske Massiv. Da Europa sent i Karbon til tidligt i Perm kolliderede med Asien, herskede der livlig forkastningsaktivitet sydvest for Baltica; der udvikledes flere brudzoner i NV-SØ- og N-S-gående retninger, og basisk-sure til alkaline magmaer trængte frem. Herved dannedes bl.a. Oslo-riften, Den Fennoskandiske Randzone og de forkastningssystemer, som ved senere genoplivning førte til udvikling af Tornquist-zonen mellem Nordsøen og Sortehavet. Tidligt i Perm dannedes to brede øst-vest-gående bassiner, som var delvis adskilt af en barriere fra Nordengland til Ringkøbing-Fyn Højderyggen. Da Zechsteinhavet fra nord trængte ind og udfyldte bassinerne, befandt disse sig på ca. 20° n.br., og ørkenagtigt klima medførte en så kraftig fordampning, at der udfældedes flere evaporitserier med tykke lag af stensalt. Dette såkaldte Zechsteinsalt blev i løbet af Mesozoikum og Tertiær begravet under kilometertykke sedimenter og flød derved sammen i pudestrukturer. Hvor saltet gennembrød de overliggende lag, steg det op i langstrakte saltrygge og som runde salthorste. Flere olie- og gasforekomster i Nordsøen, Norskehavet og Barentshavet er knyttet til disse saltstrukturer.

Det unge Europa (de sidste 250 mio. år). Ved Mesozoikums begyndelse var Europa en del af superkontinentet Pangæa, men i løbet af Trias-Jura flækkede Eurasien fra Afrika, og ved Atlanterhavets åbning adskiltes Europa senere også fra Nordamerika-Grønland. Mens dette foregik, blev to nye skorpetilvækstbælter føjet til Europas aktive pladegrænser i syd og øst; først det kimmeriske, derpå det alpine. Det Kimmeriske Tilvækstbælte fra Trias-Ældre Kridt omfatter bjergkæderne omkring Sortehavet. Vest herfor blev i Jura-Tidlig Kridt åbnet en række sammenhængende spredningsoceaner, det såkaldte Mediterrane Tethyshav. Dette hav blev lukket igen, da Afrika og mikrokontinentet Adria i Yngre Kridt-Tertiær kolliderede med Europa. Derved opstod Sydeuropas alpine bjergkæder, bl.a. De Betiske Cordillerer, Pyrenæerne, Alperne og Karpaterne. I slutningen af perioden blev nedbrydningsmaterialer fra de voksende bjerge aflejret som molasse i indsynkende bassiner.

I Palæogen og tidligt i Kvartær var processerne i dybet under det alpine kollisionsbælte fortsat aktive. I det vestlige Middelhav førte opstigning af varmt materiale fra asthenosfæren for ca. 24-19 mio. år siden til lokal havbundsspredning og åbning af Det Provencalsk-liguriske Hav. Derved blev en langstrakt mikroplade med Korsika og Sardinien, som lå tæt op ad Sydfrankrig og Nordøstspanien, drevet mod SØ og roteret 40-90° mod uret til sin nuværende position nærmere Italien. Da subduktionszonen øst for Korsika og Sardinien skiftede hældning, så den nåede ned under Appenninerne, dannedes Toscanas unge vulkanske provins; samtidig skete en hævning af den øvre plade, der fik unge sedimentdækker i Appenninerne til at glide frem mod det indsynkende Adria under Posletten og Adriaterhavet. Det Tyrrhenske Hav blev åbnet for ca. 5-2 mio. år siden nord for det bueformede calabrisk-sicilianske foldebælte, som er udviklet i den øvre plade over en subduktionszone, hvor afrikansk oceanbundsplade fra Det Joniske Hav er sunket ind under Sicilien og Syditalien. Udbruddene i vulkanerne på De Lipariske Øer vidner om de magmatiske processer i de dybe dele af denne zone. Samspillet af de dybe processer bevirkede yderligere, at det neogene Middelhav blev afsnøret, så der ved inddampning udfældedes tykke saltlag. De alpine foldebælter i det sydøstligste Grækenland, på Kreta, Rhodos og Cypern hører nu, ligesom Taurusbjergene i Tyrkiet, til den seismisk meget aktive anatoliske mikroplade, som er ved at blive frigjort fra den eurasiske. Ved havdybene syd for Kreta og Cypern føres afrikansk oceanbundsplade langsomt mod nord og ned under mikropladen, men presset fra den hurtigere arabiske plade i øst tvinger den anatoliske til at rotere mod uret. Det medfører forskydninger i den buede forkastningszone i det nordlige Tyrkiet og strækning af skorpen under Det Ægæiske Hav.

De alpine kollisioner forplantede sig langt nordpå under Vesteuropa. Det førte til dannelse af Rhône-, Bresse- og Rhingraven og forøget indsynkning i Central Graven og Viking Graven i Nordsøen. Nedslidte massiver blev omformet til brudbjerge, og i sedimentbassinerne opstod langstrakte hævningsrygge, bl.a. langs Tornquist-zonen. Samtidig blev de mesozoiske lag på SV-Bornholm "alpint" foldet.

Under de kvartære istider var store dele af Nordeuropa samt Alperne flere gange dækket af iskapper og gletsjere som ved afsmeltningen efterlod et dække af moræne- og smeltevandsaflejringer. Foran randen af den nordeuropæiske iskappe blev det fineste materiale, ler, silt og finsand, af vinden aflejret som løss. Syd for de nedisede og løssdækkede områder er der endnu mange steder bevaret kraftigt rødfarvede jordarter, som blev dannet ved forvitring under Tertiærtidens varmere klima.

Europas malmforekomster

Europa har en meget traditionsrig mineindustri med talrige, tidligt kendte malmforekomster, fx brydning af tin i Cornwall i bronzealderen, sølv i Kongsberg under Christian 4. og kobber i Sydtyskland og på Cypern. Langt de fleste af forekomsterne er nu udtømte, hvilket har skabt store sociale problemer i samfund, som gennem generationer har levet af minedrift. Kendte eksempler er lukning af kulminer i Storbritannien og Tyskland. Forekomster af jernmalm og kul i Storbritannien, i Lorraine og i det vestlige Tyskland var vigtige forudsætninger for industrialiseringens gennembrud i 1800-t.

Mineralforekomster knyttet til granitiske bjergarter kendes bl.a. fra Cornwall, Harzen, Erzgebirge, Frankrig, Den Iberiske Halvø og fra Norden, hvorfra wolfram, molybdæn, cobalt og tin tidligere blev brudt. I dag sker kun brydning i nogle få granitiske uranforekomster i Frankrig. Kobber-, bly-, zink- og bariumforekomster knyttet til vulkanske bjergarter brydes i Norden, på Cypern og Den Iberiske Halvø. Bly og zink fra sedimentære karbonatbjergarter brydes i Irland og Alperne, og kobber brydes fra sorte skifre i Polen. BIF (båndede jernmalme), sedimentære manganforekomster og uranholdige skifre udnyttes på Den Iberiske Halvø, i Norden, Rusland og Ukraine. Magmatiske forekomster med chrom, nikkel og kobber brydes på Balkan og i Norden, Rusland og på Cypern. Fosformineralet apatit brydes fra magmatiske forekomster i Finland og Rusland. I de senere år er Europa blevet guldproducerende fra små forekomster i bl.a. Norden, Frankrig, Spanien og i Østeuropa.

Læs mere om Europa.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig