Japan (Geologi)

© Mathilde Foto/Søren Lauridsen

Japan. Fujiyama er Japans højeste bjerg, 3776 m. Det er en vulkan, hvis seneste større udbrud var i 1707.

De japanske øer er dannet ved kollision mellem Den Eurasiske Plade og de to oceaniske lithosfæreplader, Stillehavspladen og Den Filippinske Plade, der skydes ind under den japanske øbue. Samtidig skydes Stillehavspladen ind under Den Filippinske. Ved disse bevægelser opstår jordskælv og vulkansk aktivitet, og Japan er et af de områder i verden, der har den største hyppighed af jordskælv. Øerne har mange aktive og udslukte vulkaner samt talrige varme kilder. Mellem de to oceanbundsplader findes dybhavsgravene Boningraven og Marianergraven. Hvor Stillehavspladen bevæger sig ned under det nordlige Japan, findes Kurilergraven i nord og Japangraven længere mod syd. Hvor Den Filippinske Plade skubber sig ned under den sydlige del af Japan, findes Nankaitruget og Ryukyugraven. Japans højeste bjerg, vulkanen Fujiyama (3776 m), ligger netop, hvor de to plader skydes ind under den japanske øbue.

Hovedøerne, Hokkaido, Honshu, Shikoku og Kyushu, består til dels af ældre sedimenter; de ældste fossilførende er fra Silur. Derudover findes sedimenter fra hele perioden frem til i dag. Pga. gentagne faser af pladebevægelser og deformationer er sedimenterne blevet foldet og metamorfoseret flere gange; til hver fase hører også granitiske intrusioner.

Opsmeltning af magma har dannet intrusioner, og hydrotermal aktivitet i forbindelse hermed har resulteret i mineraliseringer af bl.a. guld, kobber, nikkel, mangan og jern. Pga. laterale forskydninger er den japanske øbue siden Miocæn (ca. 24-5 mio. før nu) delvis brudt i stykker og revet fra Den Eurasiske Plade. Derved er bl.a. Det Japanske Hav blevet dannet. Forskydningerne har skabt en række dybe bassiner i øbuen, hvori tykke sedimentlag er aflejret. Den fortsatte underskydning har betydet, at nogle af disse er blevet hævet og foldet. Sedimenterne indeholder i dag forekomster af stenkul, brunkul, olie og gas.

Læs mere om Japan.