Dammestenen, Danmarks største vandreblok.

.

Dammestenen, Damestenen, Hesselagerstenen, Danmarks største "vandreblok", dvs. den største synlige sten, der er transporteret hertil af indlandsisen i istiden. Den ca. 370 m3 store sten ligger 2 km NNØ for Hesselager på Østfyn og har en omkreds på 46 m. Den beregnede vægt er ca. 1000 t.

Blokken består af grå gnejs med sorte indeslutninger, og dens hjemsted er ukendt. Den har rundklippeform og skurestriber, der viser, at den efter at være aflejret er blevet overskredet af is fra ØSØ.

En udgravning på nordøstsiden blev beordret af Christian 8. i 1845, for at man kunne afgøre, om den var en del af grundfjeldet. Dammestenen blev fredet i 1846 og er senere yderligere blevet fredet som fortidsminde, fordi den har udhuggede skålformede fordybninger, skåltegn, fra bronzealderen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig