Et 4 cm × 3 cm stort stykke af en Skolithos-sandsten med tæt vandret lagdeling og de karakteristiske lodretstående udfyldte ormerør. Sandstenen er almindelig i istidsaflejringer og let at finde langs de danske kyster. Den er en ledeblok fra Kalmarområdet i Sydsverige og ført hertil af isstrømme, der flød gennem Østersøen.

.

Skolithos-sandsten er en lagdelt, tæt og hård sandsten, som næsten udelukkende består af velafrundede kvartskorn, der er stærkt cementeret, dvs. limet, sammen af kvartscement. Sandstenen er aflejret i havet, på lavt vand nær kysten. Den er gennemsat af næsten lige, lodrette strukturer, omkring 18 cm lange og 5 mm i diameter, der er afstøbninger af beboelsesrør fra nedgravede organismer. Den rustne farve skyldes imprægnering med jernforbindelser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet skolithos kommer af græsk skolex 'orm' og lithos 'sten'.

Skolithos-sandsten findes faststående på Bornholm i Snogebæk Havn, hvor den indgår som lag i Hardebergasandstenen fra Tidlig Kambrium, ca. 530 millioner år før nu. Sandstenen findes udbredt i egnen omkring Kalmarsund og i det sydøstlige Skåne. I det baltiske område er Skolithos-sandsten en almindelig tidlig-kambrisk bjergart. Fra Kambrium til nutid er lag med Skolithos globalt velkendte.

Når man sammenligner strukturerne i Skolithos-sandsten med strukturer, der findes i nutidige strandaflejringer, tyder det på, at den kambriske Skolithos-sandsten blev dannet af ormeagtige organismer, som har levet nedgravet i havet på lavt vand.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig