BIF

BIF er sedimentær jernmalm, der består af vekslende tynde lag dels af jernmineraler som fx hæmatit, magnetit, siderit og jernsilikatmineraler, dels af SiO₂-mineraler som flint, jaspis og kvarts.

Forekomsterne, der kan være flere hundrede meter tykke, kan dække tusindvis af kvadratkilometer og indeholde milliarder af ton jernmalm med lødighed på mellem 20 og 50 procent jern. Den ældste kendte forekomst er 3,8 milliarder år gammel og ligger ved Isukasianiittoq i den inderste del af Godthåbsfjorden, delvis dækket af indlandsisen. Den store forekomst på ca. to milliarder ton består i overfladen af magnetit- og kvartsbånd, mens malmen dybere nede udgøres af vekslende lag af hæmatit og jaspis. Forekomsten blev fundet af Kryolitselskabet Øresund i 1965 på grund af kraftige magnetiske anomalier ved geofysiske undersøgelser fra fly.

De yngste forekomster er ca. 1,8 milliarder år gamle. Brydning af BIF sker mange steder, bl.a. ved Lake Superior i USA og Canada, Labrador i Canada, Hamersley Range i Vestaustralien, Kursk i Rusland og Carajás i Brasilien. Den grønlandske forekomst har hidtil ikke været betragtet som økonomisk rentabel at bryde.

Det er problematisk at forklare dannelsen af så store forekomster af jern, deres specielle, varvagtige bånding og det, at de er begrænset til en bestemt del af Jordens historie. Forekomsterne er meget rene og næsten uden klastiske mineralkorn, dvs. mineralkorn løsnet ved forvitring og transporteret til havet af floderne. De anses derfor for at være opstået ved kemisk, evt. bakteriologisk udfældning af jern i lavvandede havområder. Jordens tidlige atmosfære var rig på kuldioxid og fattig på ilt. Dette gjorde, at meget jern blev opløst i havvandet. Efterhånden som atmosfærens og havvandets indhold af ilt øgedes, blev de enorme mængder af opløst jern udfældet, formentlig i en årstidsbetinget cyklus, hvilket forklarer veksellejringen med kvartsmineraler.