neptunisme

Neptunisme er en geologisk skole. I slutningen af 1700-tallet var geologerne delt i to stridende lejre, neptunisterne, der mente, at vandet er den dominerende kraft, og plutonisterne (efter Pluton, underverdenens gud), der mente, at Jordens indre varme er vigtigst.

Neptunisternes førende skikkelse var A.G. Werner (1749-1817), professor ved bjergværksakademiet i Freiberg i Sachsen. Hans opfattelse var, at fjeldenes granit og gnejs er aflejringer fra det urhav, der indhyllede den unge jordklode, og at andre bjergarter successivt er blevet aflejret i havet. Basalt, der ofte har sekskantede krystallignende søjler, blev fx betragtet som en kemisk udfældning. Vulkanisme skyldtes if. Werner antændelse af kullag i den øverste del af lagsøjlen. Neptunisterne havde længe overtaget pga. Werners autoritet, og vel også fordi deres verdensbillede syntes i bedst overensstemmelse med Bibelens beretninger.

Franske geologer, vulkanisterne (efter Vulcanus, ildens gud), påviste imidlertid, at Auvergnes basalter er identiske med lavaer fra aktive vulkaner og derfor også af vulkansk oprindelse; de kunne således ikke være aflejret i havet.

Plutonismens førende skikkelse blev sir James Hutton, der var forsker i Edinburgh. På grundlag af meget nøjagtige iagttagelser i felten i slutningen af 1700-tallet viste han, at fx granit er dannet ved, at smeltede stenmasser er trængt op i jordskorpen, og at basaltiske bjergarter i Edinburghs udkant er trængt ind i en sedimentpakke under dannelse af geologiske gange (sills). Hutton viste, at de geologiske processer, der nu foregår, er nøglen til forståelsen af tidligere tiders geologiske processer: det aktualistiske princip. Dermed var grunden lagt til den moderne geologi og neptunismens endeligt.