Porfyr-molybdæn-forekomst, stor molybdænmineralisering med lave indhold af mineralet molybdenit (molybdænglans). Forekomsttypen har mange fællestræk med porfyrkobberforekomster, fx findes den sammen med granitiske magmabjergarter, der ofte er porfyriske og er omgivet af symmetriske omdannelsesmønstre. Molybdenitmineralerne sidder som et 0,1-1 mm tykt lag ("moly-paint") i et netværk af sprækker i såkaldte stokværkzoner. Porfyr-molybdæn-forekomster findes i store riftsystemer, fx Rio Grande-riften i Colorado, USA, Oslofeltet og Østgrønland. Se også molybdæn (forekomster).