Silica-mætning, silikatmætning, udtryk for forholdet mellem et magmas indhold af siliciumdioxid, SiO2, og andre grundstoffer, der indgår i silikatmineraler, fx magnesium og calcium. På dette grundlag kan tre grupper af bjergarter defineres: SiO2-overmættede bjergarter, fx granit, indeholder mere SiO2, end der skal til for at binde de andre grundstoffer i silikatmineraler. Dette SiO2-overskud viser sig i form af mineralet kvarts. SiO2-undermættede bjergarter, fx nefelinsyenit, indeholder ikke tilstrækkeligt SiO2 til at danne de almindelige silikatmineraler; i stedet dannes SiO2-fattige mineraler som fx nefelin. SiO2-mættede bjergarter indeholder hverken kvarts eller undermættede mineraler som fx nefelin. Se bjergarter.