Tefrokronologi, geologisk korrelationsmetode, der bygger på forekomsten af genkendelige eller daterbare lag af vulkansk aske (tefra). Askelag fra enkeltudbrud opfattes som samtidige over hele deres udbredelsesområde og kan på den måde markere den tidsmæssige opdeling af sedimentære lagserier.

Faktaboks

Etymologi
Ordet tefrokronologi kommer af tefra og kronologi).

Metoden er veludviklet på Island, hvor en række historiske udbrud er markeret med karakteristiske askelag, fx Hekla 1104 og Katla 1918. I Danmark er de vulkanske askelag i molerserien fra Paleocæn (65-53 mio. år før nu) et godt eksempel. De mere end 100 nummererede askelag giver en meget detaljeret korrelation inden for Danmark og Nordtyskland. Metoden benyttes også i ældre sedimenter, fx fra ordoviciske (500-435 mio. år før nu) sedimenter fra Skandinavien, hvor der dog kan være større usikkerhed om identificeringen af enkelte askelag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig