Arenig, Arenigien, geologisk epoke omfattende den øvre del af Nedre Ordovicium; alder ca. 480 mio. år. Den bornholmske orthoceratitkalk, der omfatter Skelbrokalk-formationen og Komstad-formationen, blev aflejret i Arenig.

Epoken blev i midten af 1800-t. introduceret af den britiske geolog Adam Sedgwick som en enhed i den del af Kambrium, som R.I. Murchison, datidens anden store stratigraf, hævdede tilhørte Silur. Både Kambrium og Silur var baseret på forekomster i Wales, og de var netop defineret af henholdsvis Sedgwick og Murchison; den heraf følgende langvarige kontrovers blev først løst i 1879, da Charles Lapworth (1842-1920) definerede Ordovicium som en selvstændig periode mellem Kambrium og Silur. I denne proces blev Arenig væsentligt reduceret efter oprindelig at have omfattet de nu formelt accepterede epoker Llanvirn og Llandeilo fra Mellem Ordovicium.

Arenig er navngivet efter landskabet Arrenig Fawn i Wales.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig