Mesozoikum, geologisk æra omfattende perioderne Trias, Jura og Kridt. Tidsmæssigt udgør Mesozoikum eller Jordens middelalder perioden 248-65 mio. år før nu. Navnet blev introduceret i 1841 af den britiske geolog John Phillips (1800-74) sammen med betegnelserne Palæozoikum og Kænozoikum; de tre æraer udgør tilsammen Phanerozoikum. Pga. de mange fund af bl.a. dinosaurer har perioden fået populærnavnet Age of the Ruling Reptiles.