Ordovicium

I Ordovicium var landjorden antagelig endnu uden liv, selvom fund af visse plantevæv er tolket som tegn på, at der mod periodens slutning fandtes små landplanter i meget fugtige områder. Iltmængden i atmosfæren var lavere end i nutiden, og det beskyttende ozonlag var derfor svagere.

I havet skete der betydelige forandringer. Trilobitter var igen meget almindelige i begyndelsen af Ordovicium, efter at deres antal var blevet kraftigt reduceret hen imod slutningen af Kambrium, men de genvandt dog aldrig deres helt dominerende position. Dyreverdenen i de ordoviciske have blev i stedet mere præget af blæksprutter, graptolitter, koraller, bryozoer, brachiopoder, muslinger, snegle og forskellige pighuder, især søliljer. Med undtagelse af bryozoerne var disse grupper opstået i Kambrium, og de kom til at dominere det marine miljø i hele Jordens oldtid, Palæozoikum, indtil den store masseuddøen ved Perm-Trias-grænsen.

Blæksprutterne, bl.a. repræsenteret af nautilslægterne Orthoceras og Endoceras, var de største rovdyr i Ordovicium. De ældste former havde en lang, kegleformet skal, men mere manøvredygtige, spiralsnoede arter dukkede hurtigt op. Graptolitterne svævede passivt i de frie vandmasser, hvor de filtrerede mikroorganismer ud af havvandet.

Hvirveldyrene var kun repræsenteret af sjældne kæbeløse fisk. Havets bunddyr levede næsten alle oven på havbunden, og et forholdsvis stort antal var fastsiddende. De fleste filtrerede mikroorganismer på samme måde som graptolitter. Nogle få muslinger gravede i havbunden, men generelt var forholdene her ikke attraktive pga. det lave iltindhold. I havet var alger almindelige; nogle kunne blive tykke som træstammer, men de fleste var encellede og flød omkring i overfladen.

Imod periodens slutning blev livet af ukendte årsager ramt af en masseuddøen, der bl.a. betød, at mere end halvdelen af alle brachiopod- og bryozoslægter uddøde.

Jordens geografi i Ordovicium var meget forskellig fra nutidens. De sydlige kontinenter bestående af Sydamerika, Afrika, Antarktis, Australien og Indien var samlet omkring Sydpolen i superkontinentet Gondwana. Da klimaet blev forværret, og gletsjere bredte sig i Sen Ordovicium, lå det nordlige Afrika tværs hen over Sydpolen. De bedste vidnesbyrd om den ordoviciske istid findes derfor i Sahara. Europa og Asien var opsplittet i en række små kontinentblokke. Europas ældste kontinentkerne, Baltica, lå på den sydlige halvkugle, dog noget nærmere ækvator end den havde gjort i Kambrium.

Lag fra Ordovicium er udbredt på den sydlige del af Bornholm, hvor de kan ses i skrænterne ved Læså og Øle Å og i flere gamle kalkbrud. I den øvrige del af Danmark er de ordoviciske lag dybt begravet under yngre afsætninger. Öland ved den sydsvenske østkyst er næsten udelukkende opbygget af kalksten fra Ordovicium, såkaldt orthoceratitkalk.