Perm-Trias-grænsen, grænsen mellem Perm og Trias for 248 mio. år siden. Grænsen markerer den mest omfattende masseuddøen i Jordens historie, der fandt sted i løbet af to tætliggende episoder adskilt af få millioner år. I den første forsvandt måske 70 % af alle arter marine organismer, og efter en kortvarig opblomstring forsvandt ca. 80 % af resten på selve Perm-Trias-grænsen. Samlet betød det, at måske 95 % af alle de marine organismer, der er kendt fra den seneste del af Perm, uddøde; nogenlunde tilsvarende tal gælder for de landlevende former.

Grænsen er karakteriseret ved tilbagetrækning af havet (regression), kraftige fluktuationer i atmosfærens kulstof- og iltisotoper samt betydelige klimaændringer; den adskiller sig fra Kridt-Tertiær-grænsen ved ikke at have berigelse af iridium.

Årsagen til den omfattende uddøen diskuteres stadig, men det forhold, at Jordens største plateaubasaltkompleks i Sibirien er dannet omtrent samtidig, tyder på, at den kan skyldes klimaændringer pga. et stærkt forøget indhold af støv og CO 2 i atmosfæren forårsaget af kraftige vulkanudbrud.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig