Varv, geologisk betegnelse for en lagdelt aflejring bestående af to rytmisk dannede sedimenter, som dannes i løbet af et år. Lange serier af varver kendes fra bl.a. istidens smeltevandsaflejringer, hvor der om foråret afsættes et relativt lyst og grovkornet materiale, der opefter gradvist går over i et mørkere og mere finkornet materiale svarende til aftagende vandstrøm i løbet af efteråret og vinteren. Varv kendes også fra kullag, saltbjergarter m.m. Varvholdige søaflejringer er ofte rige på kiselalger, kalk, ler eller jernforbindelser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet varv er svensk 'lag', af nedertysk warf, af samme opr. som værft.

Varvkronologi

er en metode til aldersbestemmelse baseret på tælling af varv eller årslaminerede sedimenter, hvorved der kan opnås en detaljeret information om begivenheder og processer med en nøjagtighed på et år eller mindre.

Varvkronologi blev udviklet i 1878 af den svenske kvartærgeolog professor Gerard De Geer, som studerede glaciale varv i sø- og flodaflejringer i Sverige. Den har stor betydning for klimastudier, nøjagtig datering af fortidige vulkanudbrud, undersøgelser af vegetationsændringer, kulturpåvirkninger m.m.

Varvkronologi giver mulighed for at bestemme begivenheders begyndelsestidspunkt, længde, afslutning og hastighed. Metoden bygger på, at de gentagne aflejringssekvenser er dannet ved den årlige variation i den klimatisk bestemte isafsmeltning, hvorved særlige begivenheder kan afspejles og genkendes i varvudformningen i et stort område. Disse karakteristika anvendes til at korrelere varvsekvenser fra forskellige lokaliteter, hvorved der opbygges en sammenhængende varvkronologi, som dækker lange tidsrum. Varvkronologi vanskeliggøres af, at der sommetider dannes flere lamineringer på et år, ligesom der kan mangle lamineringer. For at opnå en sikker varvbestemmelse og -kronologi anvendes mikroskopisk analyse af varvtyndsnit, røntgenoptagelser og andre analysemetoder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig