palæogeografi, del af geologien, der beskæftiger sig med fordelingen af land og hav i fortiden med fastlæggelse af kontinenternes relative bevægelser som et centralt aspekt. For ca. 275 mio. år siden var alle kontinenter i en kort periode samlet i superkontinentet Pangæa. Siden da er Pangæa brudt op i stadig mindre enheder. Mekanismen bag kontinenternes bevægelser er ikke fuldstændig klarlagt, men oceanbundsspredning og subduktion spiller en vigtig rolle (se pladetektonik); fx brød Det Indiske Subkontinent i Kridttiden op fra Antarktis og Afrika og bevægede sig med ca. 14 cm pr. år mod nord, indtil det i Eocæn kolliderede med Asien, hvorved Tibet blev hævet og Himalayabjergene foldet op. Eksempler på palæogeografiske kort findes under de enkelte geologiske perioder.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki