Termal kilde, varm kilde, varmt vand under tryk, som af sig selv strømmer ud på jordoverfladen. Vandets kvalitet er stærkt præget af de dybtliggende geologiske lag, som vandet har haft kontakt med. I Danmark er det fx meget salt pga. saltforekomster i undergrunden; andre steder er det meget kalkholdigt, rigt på kuldioxid, CO2, eller undertiden på svovlbrinte og jern. Ved kilden kan man se, at CO2 bobler af vandet, og at kalken afsættes som kildekalk, ofte farvet af jern. Se også geotermi.