Allanit. Krystaller af allanit i pegmatit fra Snarum i Norge. Den sortglinsende farve og krystallernes rustfarvede rande skyldes, at mineralets krystalstruktur er blevet nedbrudt, fordi det indeholder de radioaktive grundstoffer uran og thorium. Denne tilstandsform kaldes metamikt. Nedbrydningen bevirker, at mineralet optager vand, og dets indhold af jern bliver oxideret. Dette resulterer i en forøgelse af mineralets rumfang, og udvidelsen trykker på den omgivende bjergart, der sprækker. Stykket er ca. 7 cm i tværmål.

.

Allanit er et brunsort mineral, der hyppigt findes i granitpegmatitter, bl.a. på Bornholm.

Faktaboks

Også kendt som

orthit

Mineralet hører til epidotgruppen. Det har hårdheden 5-61/2 og massefylden 3,4-4,2 g/cm3, og det krystalliserer monoklint. Den kemiske sammensætning er (Ce,Ca,Y)2(Al,Fe2+,Fe3+)3(SiO4 ) (Si2O7)O(OH). Allanit kan indeholde thorium, op til 5 % ThO2, og er derfor radioaktivt. Dets krystalstruktur er ofte ødelagt af den radioaktive stråling, og mineralet er da metamikt og ofte kraftigt omdannet, hvilket forklarer den varierende massefylde.

Opdagelse

Mineralet blev første gang fundet af den tyske mineralog Karl Ludwig Giesecke i 1806 på den sydligste del af Grønlands østkyst. Skibet, der skulle bringe hans indsamlinger til Danmark, blev pga. krig med England opbragt af engelske krigsskibe og solgt i Skotland. Samlingerne blev købt af Thomas Allan (1777-1833). I 1811 identificerede Thomas Thomson (1773-1852) allanit som et helt nyt mineral og opkaldte det efter Thomas Allan.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig