• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

calcit

Oprindelig forfatter HSten Seneste forfatter Redaktionen

Calcit. Spaltestykke af mineralet calcit (dobbeltspat). Teksten på det underliggende stykke papir ses dobbelt, fordi lysstråler, der går gennem mineralet, opdeles i to pga. dobbeltbrydning.

Calcit. Spaltestykke af mineralet calcit (dobbeltspat). Teksten på det underliggende stykke papir ses dobbelt, fordi lysstråler, der går gennem mineralet, opdeles i to pga. dobbeltbrydning.

calcit, kalkspat (CaCO3), et af de almindeligste og mest udbredte mineraler og hovedbestanddel i de fleste carbonatbjergarter, fx kalksten, kridt og marmor. Kalksten og kridt er blandt de vigtigste råstoffer i cementindustrien og den kemiske industri. Desuden anvendes calcitrige bjergarter, fx kridt, som flusmiddel ved smeltning af metalliske malme og som fyldstof i bl.a. papirindustrien.

Ordet calcit kommer af latin calx 'kalk', gen. calcis, og -it.

Calcit er hvid eller farveløs, og massefylden er 2,7 g/cm3, hårdheden er 3. Det bruser med kold, fortyndet saltsyre. Calcit har en perfekt romboedrisk spaltelighed. Gennemsigtige spaltestykker viser dobbeltbrydning af lyset, hvilket først blev påvist af Erasmus Bartholin i 1669. Calcit krystalliserer trigonalt og har samme kemiske sammensætning som aragonit, der krystalliserer orthorombisk. Calcit findes også som gangmineral i mange malmforekomster, som cement i klastiske, sedimentære bjergarter, og det udgør hovedmineralet i magmatiske carbonatitter.