Coesit, (efter den am. kemiker Loring Coes, og -it), mineral med den samme kemiske sammensætning som kvarts, SiO2, men med en meget tættere krystalstruktur, hvilket bl.a. ses af massefylden på 2,92 g/cm3 (mod 2,65 hos kvarts). Mineralet blev fremstillet syntetisk ved højt tryk første gang i 1953. Først i 1960 blev det fundet i naturen (Barringer-krater, Arizona), hvor bjergarter, som har været udsat for en kraftig trykpåvirkning under meteornedslag, indeholder coesit. Mineralet er siden fundet omkring andre nedslagskratere og anvendes som et af beviserne for, at disse er dannet på samme måde. Coesit er også fundet i brudstykker af kappebjergarter, der i kimberlit er bragt op fra stor dybde i Jordens kappe. Coesit dannes ved tryk større end 2 GPa (20 kbar) svarende til dybder større end 60 km nede i Jordens kappe; det krystalliserer monoklint og har hårdheden 8.