Ilmenit, (efter Ilmen, sø ved byen Miass i Ural, og -it), titanjern, det vigtigste titaniummineral. Mineralet har metalglans, sort farve og meget ofte sortbrun stregfarve. Hårdheden er 6, og massefylden 5 g/cm3. Det krystalliserer trigonalt og optræder ofte i kompakte masser, sjældent som krystaller. Den kemiske sammensætning er FeTiO3. Ilmenit er et almindeligt accessorisk mineral i mange magmatiske bjergarter. Undertiden optræder det som lag og linser i mafiske bjergarter, ofte sammen med magnetit og hæmatit. Ilmenit brydes fx ved Tellnes i Sydnorge, hvor den årlige produktion er ca. 300.000 t og reserverne ca. 40 mio. t TiO2.