Jade er et smykkestensnavn for to forskellige mineraler, jadeit og nefrit. Jadeit er den kostbareste. Når nefrit sælges som "jade", bør det mere korrekt benævnes nefrit-jade. Jade slibes som cabochoner eller som kugler til perlekæder og er meget anvendt til fremstilling af kunstgenstande.

Faktaboks

Etymologi
Ordet jade kommer af spansk (piedra de) ijada 'lyske(sten)', efter tidligere tids tro på, at jadesten hjalp mod lyskesmerter.

Mineralet jadeit er en clinopyroxen, der krystalliserer monoklint, og som har glasglans. Farverne er ofte uens fordelt, den sjældneste og derfor mest værdifulde varietet er den kromgrønne, der ligner god smaragd. Lyse æblegrønne farver er mere almindelige, men jadeit kan også være hvid, orange, brun, grå, sort og blå (lavendeljade).

Hårdheden er 61/2-7, massefylden 3,3-3,4 g/cm3 og den kemiske sammensætning NaAlSi2O6. Den bedste jadeit forekommer i Myanmar, men mineralet findes også i Tibet, Mexico og Japan.

Nefrit er mere udbredt og findes i Kina, Turkestan, Sibirien, Californien, New Zealand (Sydøen), Britisk Columbia og Taiwan. Det er en amfibol, der krystalliserer monoklint, men hårdheden er kun 6-61/2, og massefylden er 3 g/cm3. Mineralets kemiske sammensætning er Ca2(Mg,Fe)5(OH)2(Si4O11)2. Ligesom jadeit findes nefrit i hvid og i talrige farver.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig