Månesten. Uforarbejdet stykke samt halskæde af månesten.

.

Månesten er en feldspat, der har et blåligt eller hvidligt skær, som bevæger sig hen over stenen, når den drejes i lyset. Fænomenet kaldes også adularescens, og månesten kan være den kaliumrige alkalifeldspat adular, men hyppigst er de opbygget af vekslende, tynde plader af kalifeldspat og albit, og lysvirkningen formodes at skyldes reflekser på disse grænseflader. Lysvirkningen er bedre, jo tyndere pladerne er. Månesten cabochonslibes, og basis af cabochonen skal være parallel med pladerne for at give den ønskede lyseffekt.

Månesten fra Sri Lanka er oftest næsten farveløse, mens månesten fra Indien kan være grønne, kødfarvede, gullige eller brune. Der er også månesten i andre lande, fx Grønland (Kunaat-fjeldet ved Ivittuut, Sydgrønland og flere lokaliteter i Østgrønland), Danmark (Bornholm), Norge og Østrig. Såkaldte regnbuemånesten er forholdsvis nye på markedet. Det er klare, gennemsigtige sten med et skær, der hverken er hvidt eller blåligt, og som kan have forskellig farve i forskellige retninger, ofte turkis, grøn og rød.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig