Naujakasit, (efter Naujakasik, se naujait, og -it), vigtigt bjergartsdannende mineral i Ilímaussaq-komplekset i Sydgrønland, hvor det kan udgøre mere end 50% af lujavritiske nefelinsyenitter, dvs. nefelinsyenitter med et højt indhold af mineralerne arfvedsonit og/eller ægirin, deriblandt de uranrige lujavritter på Kvanefjeld. Naujakasit krystalliserer monoklint som tavleformede, perlemorsskinnende krystaller. Det har den kemiske sammensætning: Na6(Fe,Mn)Al4Si8O26∙H2O, hårdheden 3 og massefylden 2,6 g/cm3. På trods af, at det består af de mest almindelige grundstoffer, er mineralet kun fundet dette ene sted på Jorden.