Pleonast, (af gr. pleonastos 'mangfoldig', pga. mange krystalflader), ceylonit, sort eller mørkebrunt mineral, som tilhører spinelgruppen. Det krystalliserer kubisk, har hårdheden 8 og massefylden 3,7 g/cm3. Pleonast har sammensætningen (Mg,Fe)Al2O4 og er et mellemled mellem spinel (MgAl2O4) og hercynit (FeAl2O4). Det findes i basiske magmabjergarter og i metamorfe bjergarter som fx metamorfoserede kalksten. Eksempler på forekomster er Falun i Sverige og Qeqertarsuatsiaat (Fiskenæsset) i Vestgrønland.