Riebeckit, (efter den tyske opdagelsesrejsende Emil Riebeck, 1853-85, og -it), blåsort mineral, der tilhører amfibolgruppen. Riebeckit krystalliserer monoklint som slanke, eventuelt fibrøse krystaller, fx i form af asbest (blå asbest, crocidolit). Hårdheden er 6, massefylden 3,0-3,4 g/cm3. Den kemiske sammensætning er Na2(Fe2+)3(Fe3+)2Si8O22(OH)2. Erstattes Fe2+ af Mg2+, kaldes mineralet magnesioriebeckit. Riebeckit findes i magmabjergarter, fx granit og syenit, i metamorfoserede jernmalme og som sprækkefyldninger. Asbestiform riebeckit brydes i Sydafrika og Australien.