Scapolit, (af lat. scapus 'skaft, stængel' og gr. lithos 'sten'), gruppe af grå eller grønne mineraler med glasglans, hårdhed 5-6 og massefylden 2,5-2,8 g/cm3. Mineralerne krystalliserer tetragonalt og har sammensætningen (Na,Ca)4Al3(Al,Si)3Si6O24(CO3,SO4, Cl). Scapolit er udbredt i regional- og kontaktmetamorfoserede bjergarter, hvor det bl.a. er opstået ved omdannelse af feldspatten plagioklas.