Scheelit, (efter C.W. Scheele og -it), vigtigt wolframmineral, farveløst, undertiden med svage gullige og brunlige lånte farver og svag diamantglans. Massefylden er 6,1 g/cm3, hårdheden 41/2-5, og den kemiske sammensætning er CaWO4. Mineralet krystalliserer tetragonalt. Scheelit forekommer i pegmatitter og højtemperaturmineralårer, undertiden også i lavtemperaturårer sammen med stibnit (Sb2S3) samt som kontaktmetamorft mineral i carbonatbjergarter. Desuden findes udfældninger fra gas- og dampudstrømninger (exhalative sedimentære forekomster). Scheelitmalme brydes i bl.a. Tasmanien, Sydkorea og Østrig. Der er fundet scheelitmineraliseringer i Østgrønland.