Sepiolit, (af gr. sepion 'blæksprutteskjold' og lithos 'sten'), merskum, hvidligt eller grøngult, nåleformet eller båndformet lagsilikatmineral af båndmineralgruppen. Formlen er Cx-y(Mg8-yAly)(Si12-xAlx)O30(OH)4(OH2)4, hvor C er ombyttelige kationer som fx Na+. Sepiolit dannes i ionrige vandige miljøer. Det anvendes fx i boremudder. Betydelige forekomster findes bl.a. i landene omkring Middelhavet.