Sillimanit, (efter den amerikanske mineralog Benjamin Silliman, 1779-1864, og -it), vigtigt mineral i metamorfoserede lerbjergarter. Det danner prismatiske eller fibrøse, farveløse til brune orthorombiske krystaller. Massefylden er 3,25 g/cm3, og hårdheden 6,5-7,5. Sillimanit har samme kemiske sammensætning som andalusit og kyanit, Al2SiO5, der krystalliserer på flere måder (polymorfi). Hvor andalusit dannes ved høj temperatur og lavt tryk i kontaktaureoler omkring intrusioner, og kyanit ved høje tryk, fx i bjergarten eclogit, dannes sillimanit i regionalmetamorfoserede bjergarter ved både højt tryk og høj temperatur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.