Fracking, hydraulisk frakturering, teknik, der anvendes inden for olie- og gasindustrien til at øge udbyttet ved boringer i skiferlag. Ved at pumpe vand, sand og tilsætningsstoffer under højt tryk ned i boringen skabes revner og sprækker i skiferen, som giver øget passage for olie eller gas. Sandet aflejres i sprækkerne og holder disse åbne, når trykket aftager.

Fracking blev første gang anvendt i USA i 1949. Siden er metoden brugt i mere end to millioner amerikanske brønde og benyttes i 95 % af alle nye brønde.

I Danmark blev der i 2010 givet tilladelse til det statsejede Nordsøfonden og det franske olieselskab Total til prøveboringer efter skifergas med anvendelse af fracking i Nordjylland og Nordsjælland. Mens prøveboringerne pågår i Nordjylland, besluttede selskaberne i 2015 at opgive forsøget i Nordsjælland.

Der er miljømæssige udfordringer ved anvendelse af fracking, specielt i forbindelse med grundvandsforurening. Der må skabes sikkerhed for, at især de kemikalier, der iblandes pumpevandet, ikke kommer i kontakt med drikkevandsreservoirer. Alene muligheden herfor har ført til folkelige protester mod fracking.

Se også olie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig