Kildekalk anvendt som bygningssten (frådsten) i Skuldelev Kirke ved Frederikssund. Nederst et detaljebillede, der viser stenens porøse overflade. Stenen er ca. 35 cm høj. Kirken har tidligere været pudset og kalket, og det bliver den formodentlig igen, da kildekalken ellers forvitrer for hurtigt. Fotografi fra 1997.

.

Kildekalk, frådsten, porøse kalksten udfældet ved kalkholdige kildevæld. Kalken har sin oprindelse i de omliggende landskabers jordlag, hvor den er opløst af CO2-holdigt vand; opløsningen er sivet ned til grundvandet og ført med dette til kilden, hvor CaCO3 er udfældet under samtidig frigivelse af CO2. Forekomster af kildekalk kan være flere meter tykke og strække sig over adskillige hundrede meter.

Under betegnelsen frådsten er kildekalk anvendt som bygningsmateriale i mange middelalderbygninger. Frådsten blev bl.a. brudt ved Vintre Møller og Åstrup mellem Roskilde og Holbæk. Sten herfra er brugt til en større gruppe frådstenskirker omkring Isefjorden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig