RAM, (fork.f. eng. random-access memory 'hukommelse med vilkårlig tilgang'), datalager, hvor tiden for at læse eller skrive en byte er uafhængig af dens placering (adresse) i lageret; bruges i form af integrerede kredse (chips) i digitale apparater. Informationer lagret i RAM forsvinder, i modsætning til data lagret på en harddisk, når strømmen til computeren afbrydes.

Der findes to slags RAM: dynamisk (DRAM) og statisk (SRAM). Indholdet i DRAM henfalder hurtigt og må derfor læses med påfølgende skrivning (refreshes) med korte mellemrum. Det gør lageret langsomt. Pakketætheden (antal bits pr. chip) kan imidlertid gøres stor. I 1999 introduceredes RDRAM (Rambus Dynamic Random Access Memory), en variant af DRAM, der pga. optimering af bl.a. bussen er op til fem gange hurtigere end traditionel DRAM. I SRAM kan data ikke pakkes så tæt, men da indholdet er stabilt, kan lageret gøres hurtigt. I computere bruger man ofte DRAM til arbejdslager og SRAM til cache.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig