Omkring 2005 begyndte man at tale om en drejning af internettet, af mange kaldet Web 2.0. Med Web 2.0 handler internettet ikke længere om envejskommunikation fra fx ejeren af et website til en række anonyme brugere, men om et netværk drevet af brugerne selv.

Brugerne downloader ikke længere blot en mængde indhold, men uploader selv indhold til websites og kommenterer og modificerer eksisterende indhold. Denne kommunikationsform kaldes peer-to-peer (’ligemand til ligemand’), og man taler om sociale medier.

Web 2.0-services har det til fælles, at de bliver mere effektive, jo flere personer der bruger dem. Det gælder fx blogs (private dagbøger), wikis (websites, hvor brugerne selv skaber indholdet, se Wikipedia), mashups (web-services, som programmører har sammensat af indhold fra mange forskellige kilder på internettet) og forskellige fildelingstjenester (se Napster).

Endvidere ses fænomenet tydeligt i sociale netværk som fx Facebook, LinkedIn og MySpace.

Læs mere om internettet generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig