Intel er et amerikansk computerfirma med hovedsæde i Santa Clara, Silicon Valley, Californien. Firmaet blev stiftet i 1968 af Robert Noyce (1927-90) og Gordon Moore (1929-2023).

Ud over at være verdens førende producent af mikroprocessorer er Intel en ledende producent af netværks- og kommunikationsprodukter. I 1971 introducerede et hold udviklere hos Intel under ledelse af Ted Hoff verdens første mikroprocessor. Intels mikroprocessor var forudsætningen for de personlige computeres fremkomst i de følgende år. Microprocessoren I 4004 fra 1974 var opbygget af 2300 transistorer, mens Pentiumprocessoren fra 1993 bestod af 3,2 mio. transistorer; en forøgelse af kapaciteten på ca. 1400 gange på 19 år.

Da IBM i 1981 valgte en Intelprocessor (8088-processoren) til sin første pc, betød det, at Intel fik omtrent monopol på processorerne til pc'er og dermed en kolossal vækst. Fra 2006 anvendte Apple også Intel-processorer i sine pc'er.

Fra 2010'erne har Intels dominans været udfordret. Intel havde i 2020 en omsætning på 63 mia. dollar og ca. 130.000 ansatte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig