APL, A Programming Language, programmeringssprog, et terminalorienteret sprog, baseret på en kompakt matematisk notation med mange specialtegn. Det blev udviklet ca. 1960 af Harvard University og IBM til brug for undervisning i datalogi, men har fundet anvendelse på områder med omfattende talberegninger eller med krav om hurtige svartider. Datatyperne i APL er tal og tegn. Alle operatorer har samme prioritet, og udtryk evalueres fra højre. Fx er 12 : 4 + 2 = 2 , mens (12 : 4) + 2 = 5. Værdien af en variabel i APL kan være et talsæt; og alle operatorer virker på talsæt, hvilket bevirker, at omfattende beregninger kan udtrykkes meget kort.