C, programmeringssprog udviklet i 1969-73 ved Bell Laboratories i USA samtidig med operativsystemet UNIX, der for store deles vedkommende er programmeret i C. Sproget gør udstrakt brug af programbiblioteker, og kernen er så lille, at selv meget små computere kan rumme en oversætter.

C var oprindelig tænkt som et maskinnært systemsprog til erstatning for assembler, men har i tidens løb udviklet sig til et generelt programmeringssprog i algoltraditionen. Sproget anvendes fortrinsvis af professionelle programmører. Det blev standardiseret i 1989 af den amerikanske standardorganisation ANSI.

C++

Danskeren Bjarne Stroustrup udviklede senere C++ ved Bell Laboratories. Forløberen, "C with Classes" fra 1979, blev stamfaderen til C++, som er en udvidelse af C. I C++ er tilført sprogelementer, der gør det muligt at udnytte fordelene ved objektorienteret programmering, samtidig med at de oversatte programmer udføres lige så hurtigt som tilsvarende programmer i C.

Pga. sin effektivitet har C++ opnået stor popularitet i forhold til andre objektorienterede sprog, men er dog hovedsagelig, som C, et sprog for professionelle programmører.

C#

C# eller C sharp er et objektorienteret programmeringssprog udviklet i 1990'erne og frigivet i 2001 af Microsoft samtidig med .NET-platformen. C# er i familie med C++ og Java. Danskeren Anders Hejlsberg var chefarkitekt bag udviklingen af C#, som bl.a. karakteriseres ved at have singulær nedarvning, automatisk hukommelsesstyring (garbage collection) og øget sikkerhed ved afvikling af programmer.

Programmer skrevet i C# kompileres til intermediate language, der beskriver, hvordan koden skal eksekveres på .NET-platformen, før den afvikles på computerens operativsystem. Sproget anvendes af såvel professionelle .NET-programmører som af programmører, der ønsker et fleksibelt sprog til udvikling af prototyper.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig