CRM, customer relationship management, håndteringen af kundekontakt i en virksomhed med udgangspunkt i salgs- og marketingafdelingen, men med strategisk betydning for hele virksomheden. Et CRM-system er et it-system, der registrerer kontakten til og samler viden om kunderne. Grundstenen er en database over virksomhedens kunder, potentielle kunder og partnere, men CRM-systemer indeholder også avancerede funktioner til bl.a. registrering af kundekontakt, analyse og prioritering af kunder, kampagnestyring, samarbejde og rapportering. CRM-systemer kan desuden integreres med virksomhedens ERP-system og website.