Delphi, programmeringssprog og softwareudviklingsmiljø, udviklet ved Borland Software Corporation, frigivet 1995. Den danske ingeniør Anders Hejlsberg ledede udviklingen af Delphi-sproget med udgangspunkt i Borlands Object Pascal og forgængeren Turbo Pascal. Delphi kendetegnes ved en række programbiblioteker, der samler standardfunktionalitet som opsætning og kommunikation med databaser; dette muliggør hurtig udvikling af programmer (RAD, Rapid Application Development). Programmer skrevet i Delphi kan kompileres til Windows–operativsystemerne. Bl.a. brugergrænsefladen til Skype er udviklet i Delphi.