Brugergrænsefladedesign (på engelsk interfacedesign) består af grundlæggende af tre dele: den grafiske brugergrænseflade, de interaktioner der gør at man kan navigere i den grafiske grænseflade samt arbejdsflow’et, den måde brugeren når sit mål. Interaktionerne kan antage mange forskellige former, man kan interagere med hænderne, både ved direkte manipulation eller vha. en mus, interagere med øjnene, stemmen eller med gestik.Både den grafiske brugergrænseflade, flow’et og interaktionen skal designes.

Design af den grafiske brugergrænseflade

Brugergrænsefladedesign omfatter farver, typografi, visuelle elementer såsom billeder og illustrationer, interaktive elementer såsom trykfølsomme områder, samt ikoner.Den grafiske brugergrænseflade skal designes så den både er nemt forståelig og så brugeren forstår de interaktive elementer. Dette relaterer sig til at designet skal være brugervenlig. Design af den grafiske brugergrænseflade trækker blandt andet på viden fra kognitionspsykologi, farvelære, viden om typografi og layout.

Interaktionsdesign

Som nævnt kan interaktionen styres ved forskellige midler. Stemmestyring, der for år tilbage blev anset som svært at bruge, er i dag en integreret del af f.eks. måden vi styrer digitale teknologier, når vi kører bil. Øjenstyring er anvendt bl.a. til at bevægelseshæmmede kan styre computere og talegengivere. Styring ved hjælp af gestik er nok det mindst udviklede område. Ofte er der tale om at interaktionen kan styres vha. forskellige midler, men at én interaktionsform dominerer.

Flow

Uanset om man skal løse en specifik opgave, købe en vare, spille et spil eller bruge sociale medier så er der en handlingsgang og måde at nå frem til målet på som skal designes. Det kaldes også design af brugerrejsen (customer journey design).

Brugeroplevelsen

Tilsammen udgør grænsefladen, interaktionen og flow’et det som brugeren oplever og det handler om at give den bedste brugeroplevelse i forhold til den kontekst brugeren er i og det mål som brugeren har. I designkredse benævnes det UX (user experience) design.

Historisk baggrund

Det tidligere brugergrænsefladedesign trak både på viden fra ingeniørvidenskab og design disciplinen. I 1980’erne hvor computere blev allemandseje blev det nødvendigt at designe dem så netop alle kunne bruge dem. Derfor blev det nødvendigt at inkludere nye discipliner når grænseflader, interaktioner og flows skulle designes. Disciplinen trækker derfor på både social-, organisations- og kognitionspsykologi, sociologi, etnografi samt computervidenskab. Disse discipliner studerer mennesker både som individer og som grupper og dette er nødvendigt når man skal designe grænseflader.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig