Røntgendiffraktion er et interferensfænomen i krystaller, hvor afstanden mellem krystallernes atomer eller molekyler er sammenlignelig med røntgenstrålingens bølgelængde.
Faktaboks
- Etymologi
-
Første del af ordet har navn efter den tyske fysiker Wilhelm Conrad Röntgen, der i 1895 opdagede røntgenstråling.
Ordets anden del er fra middelalderlatin diffractio 'sønderbrydning'
- Også kendt som
-
Bragg-diffraktion
Når en snæver (kollimeret) røntgenstråle rammer krystallens atomer, vil disses elektroner reagere ved at udsende røntgenstråler i alle retninger (kuglebølger) med samme bølgelængde som den indkomne stråling. I de fleste retninger vil disse kuglebølger fra forskellige atomer udslukke hinanden, fordi de indbyrdes er ude af fase (destruktiv interferens). I ganske særlige retninger kan der derimod opstå konstruktiv interferens, når alle kuglebølgerne i disse retninger netop er i fase med hinanden.
Fænomenet kaldes også Bragg-diffraktion, opkaldt efter den engelske fysiker W. L. Bragg, og de pågældende retninger for konstruktiv interferens er karakteriseret ved to betingelser:
Dels skal strålingen være spejlet i et sæt af krystalplaner, dvs. at ind- og udfaldsvinklerne af strålingen i forhold til dette sæt af planer er lige store, dels skal den ekstra vejlængde, strålingen skal tilbagelægge mellem to naboplaner, være et helt antal bølgelængder af strålingen.
På matematisk form udtrykkes det ved Bragg-ligningen: nλ = 2dsin θ, hvor n er et helt tal, λ er røntgenstrålingens bølgelængde, d er afstanden mellem to nabokrystalplaner, og θ er ind- og udfaldsvinklen mod planerne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.