Blyant, skriveredskab bestående af en hærdet ler-grafit-stift støttet af et træhylster eller et metalhylster (skrueblyant). Skriveevnen skyldes grafittens afsmittende egenskaber. Blyantsstregens sværtning beror på antallet af små grafitpartikler, der afsættes. Partiklerne er lige sorte, hvad enten blyanten er blød eller hård. Papirets kvalitet og overflade (glittet eller uglittet) samt luftens fugtighed betyder meget for skriveresultatet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet blyant er en forkortelse af blyertspen, af blyerts 'blymalm, grafit'; endelsen -ant måske fra fransk med betydn. 'én, der gør noget'.

Ved fremstillingen formales syntetisk grafit til kornstørrelser omkring 0,001 mm og blandes med plastisk ler. Blandingsforholdet bestemmer blyantens hårdhed; meget hårde blyanter indeholder kun 20 % grafit, meget bløde op imod 90 %. Ler-grafit-blandingen presses gennem slidstærke korundmatricer ud i endeløse strenge, som opdeles i blyantslængder og tørres. Stifterne, de såkaldte miner, pakkes i lufttætte kasser og glødes ved 1000-1200 °C. Efter glødningen kan stifternes skriveegenskaber forbedres med voks o.l.

Som blyantstræ er ceder-, linde-, aspe-, ahorn- og fyrretræ blevet anvendt. Bedst egnet er veddet af et enebærtræ fra Nordamerika (Juniperus virginiana) eller af det vestamerikanske cedertræ (Libocedrus decurrens). Begge er lette og har en behagelig aromatisk lugt. Træet høvles på specialmaskiner til små brædder af en blyants længde og 6-12 blyanters bredde. Der fræses spor til ilæggelse af minerne, og brædderne samles med lim og tørres under pres. Derpå høvles de rene og deles i råblyanter, som videreforarbejdes til den endelige form (sekskantede, runde, ovale) og påføres farve og mærkning.

To forskellige hårdhedsskalaer er i brug. Den ene retter sig mod de almindelige kontor- og skoleblyanter og omfatter graderne 1 (blødest), 2, 21/2, 3 og 4. Den anden retter sig mod kunstnere og teknikere og omfatter graderne 6B (blødest)-2B, B, HB, F, H og 2H-9H. Betegnelserne B, F og H stammer fra engelsk black, firm og hard.

Farveblyanter fremstilles ved blanding af talkum, ler og kaolin med passende jordfarver og et bindemiddel. De gamle blækstifter, hvis skrift ikke let fjernedes, var tilsat methylviolet. Den pastaagtige farvemasse formales fint og presses til stifter, som tørres, men der glødes ikke. De tørrede stifter kan efterimprægneres med smeltet voks.

Historie

I middelalderen brugte man bl.a. pensler til skrivning og tegning. På latin hedder en fin pensel penicillus 'en meget lille hale', og deraf kommer både pensel og det engelske ord for blyant, pencil. I renæssancen tildannedes bly-tin-legeringer som skrivestifter, og bl.a. Albrecht Dürer gjorde brug af sådanne. I 1554 opdagedes i Borrowdale, Cumberland, England, en usædvanlig ren grafitforekomst. Ved brydning og mekanisk deling fremstillede man grafitstifter egnet til tegning og skrivning. Man anså grafitten for at være en form for bly.

Den egentlige blyant blev opfundet af franskmanden Nicolas J. Conté (1755-1805), der i 1795 patenterede en proces, der i det væsentlige er den, der bruges i dag. Joseph Hardtmuth (1758-1816) i Wien (Koh-I-Noor), Kasper Faber (d. 1784) i Nürnberg og Eberhard Faber (1822-79) i New York forbedrede processerne, og de af dem oprettede firmaer eksisterer endnu.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig