batteri

Batteri, energikilde, der omdanner kemisk energi til elektrisk energi. Oprindelig anvendtes betegnelsen om en sammenstilling af flere elementer. Primære batterier fremstilles med de kemiske komponenter i en høj energitilstand; sekundære batterier, akkumulatorer, oplades elektrisk til den tilstand, hvorfra de kan afgive elektrisk energi. Forskellen er dog nu udvisket, idet små, genopladelige batterier, der i det ydre ikke adskiller sig fra de primære, nu er almindelige.

De strømgivende processer i batterier er omsætninger mellem stoffer, der er oxiderende, fx mangan(IV)oxid, MnO₂, (brunsten), og stoffer, der er reducerende, oftest metaller. Reaktionen mellem mangan(IV)oxid og zink, (MnO₂ + Zn → MnO + ZnO), er blandt de ældste, der anvendes i praksis. G. Leclanché indførte processen i sit element i 1860 og anvendte bl.a. ammoniumklorid, NH₄Cl, som bærer af strømmen. Spændingen af et enkelt element er ca. 1,5 V.

I batterier af "alkaline"-typen er det stadig MnO₂-Zn reaktionen, der er den strømgivende proces, men her er det kaliumhydroxid, KOH, der er det strømbærende stof. De små, flade batterier (spænding 1,35 volt), der findes i små elektriske apparater som ure og høreapparater, er baseret på anvendelsen af kviksølv(II)oxid eller sølv(I)oxid og zink.

Alkalimetallet lithium, der er stærkt reducerende og meget let, har i de senere år fået en vis udbredelse. Det oxiderende stof i nogle typer lithiumbatterier er thionylklorid, SOCl₂. Spændingen af et enkelt element er her 3,5 V. Se også elektrokemi.