kvælstofgødning

Kvælstofgødning, N-gødning, gødning med stort indhold af kvælstof (nitrogen, N). Den først anvendte kvælstofgødning var chilesalpeter (natriumnitrat); import til Europa begyndte først i begyndelsen af 1800-t. Senere blev også ammoniumsulfat, der er et biprodukt ved fremstillingen af kulgas, en vigtig kvælstofkilde. I 1890'erne begyndte man at frygte, at chilesalpeteren skulle slippe op, og der blev derfor arbejdet intensivt på at "binde luftens kvælstof". Det lykkedes først for den tyske kemiker A. Frank (1834-1916) og den polske kemiker N. Caro (1871-1935) i 1895, da de fik patent på at fremstille kalkkvælstof, CaNCN. I 1903 kunne K. Birkeland og S. Eyde fremstille kvælstofoxid i en elektrisk bueovn, men det afgørende fremskridt var F. Habers og C. Boschs metode til fremstilling af ammoniak i 1913. Kalkkvælstof er et fast stof, der direkte kan anvendes som gødning, mens gassen kvælstofoxid må absorberes i vand, så der dannes salpetersyre. Ved reaktion med kalk dannes så kalksalpeter (norgesalpeter). Ammoniakken blev reageret med svovlsyre til ammoniumsulfat eller med salpetersyre (der fremstilles af ammoniak) til ammoniumnitrat. Hvis denne fortyndes med kalk, fås kalkammonsalpeter, KAS. Produktion af kunstgødning, som indeholder både N og P (fosfor), begyndte i 1917 i USA med ammoniumfosfat. Sidst i 1920'erne udvikledes Odda-processen for oplukning af råfosfat med salpetersyre, hvorved der dannes nitrofosfater. Urinstof, urea, er også en vigtig kvælstofgødning; den første tekniske produktion fandt sted i 1922 hos BASF i Tyskland. Direkte anvendelse af flydende ammoniak som gødning begyndte i USA omkring 1950.

Der har været en beskeden produktion af ammoniumsulfat på de danske gasværker. Dansk-Norsk Kvælstoffabrik i Grenaa producerede ammoniak og kalkammonsalpeter. Anlægget var i drift 1964-90, men fra 1983 blev ammoniakken importeret. Hos Dansk Svovlsyre (senere Superfos, nuv. Kemira Danmark) i Fredericia begyndte man en produktion af nitrofosfater i 1965. Ved iblanding af et kaliumsalt fås derefter en NPK-gødning.

Indtil ca. 1960 var det danske forbrug af kvælstofgødning helt domineret af norgesalpeter. I 1959 begyndte man at anvende flydende ammoniak direkte som kunstgødning, og i 1962 begyndte brugen af NPK-gødninger. Ammoniak nåede op på at dække 45% af landbrugets N-forbrug, men pga. omlægning af dyrkningsmønstret er bidraget faldet til ganske få procent. I 2005-06 dækkede NPK-gødninger 40%, kalkammonsalpeter mv. 50%, og andre N-gødninger 10% af landbrugets N-forbrug.

Urinstof er globalt set den vigtigste N-gødning med sin største anvendelse i udviklingslandene. I Vesteuropa dækkes 80% af N-forbruget af ammoniumnitrat, kalkammonsalpeter og blandingsgødninger baseret på ammoniumnitrat.

Se også gødning, kunstgødning og kvælstofkredsløb (ubalance i kredsløbet).