Halvdelen af den årlige blyproduktion kommer fra primærproduktionen — udvinding af nyt bly fra malm — mens den anden halvdel kommer fra sekundærproduktionen — genvundet bly fra skrot og affald.
Den fortsatte stigning i produktionen, der tidligere kunne registreres, standsede i 1980'erne, efter at en række blyanvendelser enten er ophørt eller stærkt på retur (især tilsætning af bly til benzin). En stigende mængde bly anvendes imidlertid til fremstilling af batterier, især startbatterier til biler, og metallet bliver systematisk genvundet fra kasserede batterier. Den andel af det samlede forbrug, som dækkes af genvundet bly, steg fra 36-37 procent omkring 1980 til 50 procent i 2006. Der forventes fortsat en stigende genanvendelse og en faldende primærproduktion af bly.
Den primære blyproduktion er helt overvejende baseret på mineralet blyglans (blysulfid), som i nogle områder findes alene, men de fleste steder sammen med kobber-, zink- eller sølvholdige malme. Efter malmbrydningen følger knusning og sortering ved flotation for at opkoncentrere og adskille blyglans fra de øvrige mineraler. Af det fremkomne blykoncentrat udvindes metallet gennem en række processer: ristning, smeltning og raffinering.
Ristning er en forbrændingsproces, som omdanner blysulfidet til blyoxid, idet svovlet brænder til svovldioxid, som udnyttes til fremstilling af svovlsyre. Oxidet bliver derefter reduceret til metallisk bly ved 1000-1200 °C, almindeligvis i en skaktovn, som fødes med det ristede blykoncentrat, koks og slaggedannere. Fra ovnen tappes et råbly med en renhed på ca. 98 procent.
Mange slags blyaffald og skrot kan smeltes og reduceres i samme type skaktovne. Derfor er grænsen mellem primær- og sekundærproduktion ikke skarp, fx oparbejdes store mængder kasserede batterier ad denne vej. I andre tilfælde smeltes batterier og andet blyholdigt affald efter forudgående knusning og sortering i roterende eller faststående reduktionsovne (flammeovne). Resultatet er i alle tilfælde et råbly, hvis præcise sammensætning afhænger af udgangsmaterialerne, men som skal gennemgå en lignende raffinering som primærbly.
Forskellige processer er udviklet til direkte smeltning af blymalm uden den forudgående ristning, som repræsenterer en væsentlig omkostning, bl.a. til miljøbeskyttelse. Til gengæld påløber der andre omkostninger, fx brug af ilt i stedet for almindelig luft og efterbehandling af store mængder metalholdige slagger. Disse processer anvendes på enkelte værker, men har ikke i større omfang fortrængt den klassiske ristning og smeltning.
Bly smelter ved 327 °C og de fleste blylegeringer ved endnu lavere temperaturer; derfor kan det smeltede metal raffineres i forholdsvis simple ovne eller åbne gryder af jern. Ved røring med forskellige kemikalier fjernes urenhederne en efter en i form af slagger eller asker, som afskummes.
En meget benyttet proces er selektiv oxidation med luft eller ilt, som blæses gennem det smeltede metal; derved oxiderer legeringsbestanddele, navnlig antimon, frem for blyet selv. Da antimon er en vigtig bestanddel i mange blylegeringer, hvor det giver hårdhed, kaldes processen, der fjerner antimon, softening ('blødgøring'). Det rene metal kaldes tilsvarende blødt bly i modsætning til antimonlegeret bly.
Ved de beskrevne processer kan bly bringes frem til en renhed på 99,97 procent eller bedre. Renhed på 99,99 procent og derover kræver alternativ eller supplerende raffinering, fx ved elektrolyse. Mest benyttet er Betts proces, der anvender kiselflussyre (hydrogensiliciumfluorid) som elektrolyt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.