Kviksølv optræder i forbindelser i de formelle oxidationstrin +1 og +2 samt i intermetalliske forbindelser, i hvilke kviksølv ikke kan tildeles et bestemt oxidationstrin.

Intermetalliske forbindelser

Intermetalliske forbindelser. Kviksølv danner legeringer, amalgamer, og intermetalliske forbindelser med mange metaller, lettest med metaller med lavt smeltepunkt. Med sølv dannes forbindelsen Ag2Hg3, der er en bestanddel af det af tandlæger brugte amalgam. Med alkalimetallerne dannes flere veldefinerede forbindelser, fx med natrium NaHg og NaHg2.

Oxidationstrin og forbindelser

Oxidationstrin +1. Kviksølv(I)forbindelser indeholder ionen Hg22+. Kviksølv(II)ionen, Hg2+, reagerer med frit kviksølv efter reaktionen: Hg + Hg2+ ⇌ Hg22+. Ligevægten er dog ikke særlig stærkt forskudt mod højre. Hvis derfor en kviksølv(II)forbindelse er væsentlig mere tungtopløselig eller stærkere komplekst bundet end den tilsvarende kviksølv(I)forbindelse, vil kviksølv(I)forbindelsen disproportioneres til kviksølv og en kviksølv(II)forbindelse. Således er reaktionsprodukterne af kviksølv(II) og ammoniak så tungtopløselige, at alle kviksølv(I)forbindelser sønderdeles af ammoniak under dannelse af kviksølv(II)-reaktionsprodukter og kviksølv, der udfældes i en meget findelt form med sort farve.

Kviksølv(I)forbindelserne har en række ligheder med de tilsvarende sølv(I)forbindelser; fx er der gode overensstemmelser mellem deres respektive opløseligheder i vand. Således er kloriderne, bromiderne, jodiderne og sulfaterne tungtopløselige. Nogenlunde letopløselige er fx kviksølv(I)nitrat, Hg2(NO3)2, og det tilsvarende perklorat, Hg2(ClO4)2. De er begge hvide, i syre letopløselige stoffer. Kviksølv(I)klorid, calomel, Hg2Cl2, er et hvidt, tungtopløseligt stof, der finder anvendelse som elektrodemateriale i calomelelektroden, der er en meget benyttet referenceelektrode (se elektrokemi).

Oxidationstrin +2. Kviksølv findes i dette oxidationstrin som det røde mineral cinnober, kviksølv(II)sulfid, HgS, der er udgangsproduktet for udvinding af kviksølv. De fleste oxidationsmidler, der kan oxidere kviksølv, bringer det normalt i oxidationstrin +2. Nogle kviksølv(II)salte, fx nitratet Hg(NO3)2 og perkloratet Hg(ClO4)2, spaltes (dissocieres) i ioner i sure, vandige opløsninger, men i almindelighed har kviksølv(II)ioner en stærk tilbøjelighed til at danne komplekse forbindelser. Med ammoniak danner Hg2+ den komplekse ion [H3N−Hg−NH3]2+, hvor atomerne N−Hg−N danner en ret linje.

Ved store ammoniakkoncentrationer dannes også den tetraedrisk byggede tetramminkviksølv(II)ion, Hg(NH3)42+. Kviksølv(II)oxid, HgO, udfældes som et gult stof fra vandige opløsninger af kviksølv(II)forbindelser ved tilsætning af base. Der findes også en rød form, der kun adskiller sig fra den gule ved at have en anden partikelstørrelse. Kviksølv(II)fluorid, HgF2, dannes ved opløsning af HgO i flussyre, hvorfra det udkrystalliserer som dihydratet HgF2∙2H2O. Kviksølv(II)ionen viser kun ringe tendens til kompleksdannelse med fluoridionen i modsætning til dens reaktion med de øvrige halogenidioner. I kviksølv(II)klorid, HgCl2, er klorid så stærkt bundet til kviksølv, at dets vandige opløsninger ikke viser nogen nævneværdig spaltning i kviksølv(II)ioner og kloridioner. Kviksølv(II)klorid kendes fra gammel tid under navnet sublimat, da det ret let sublimerer ved opvarmning. Det er som andre kviksølvforbindelser meget giftigt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig