Natrium findes ikke frit i naturen, men forekommer i jordskorpen koncentreret i feldspatmineraler og i den øverste del af kappen i clinopyroxener. Grundstoffet koncentreres i restsmelten under fraktioneret krystallisation af basalt, da de først dannede mineraler kun i ringe grad optager natrium. Plagioklas-feldspatterne får således i løbet af magmaets krystallisation en stigende koncentration af natrium. Derfor har de først dannede ultramafiske bjergarter de laveste, de sent dannede granitter, syenitter og disses pegmatitter de højeste indhold af natrium. Væske-gas-indeslutninger i mineraler kan indeholde en del natrium og klor, og ved deres afkøling dannes krystaller af natriumklorid. Cirkulerende hydrotermalt vand i jordskorpen kan have høje indhold af natriumklorid. Havvand indeholder ca. 1% natrium, og nedbør i kystnære områder har derfor også højt natriumindhold. Under inddampning af havvand dannes evaporitter, hvor natriumklorid er det vigtigste af de letopløselige saltmineraler. Grundvand kan have store koncentrationer af natrium, der kan stamme fra underliggende saltforekomster eller fra indtrængning af havvand. Jorde med et højt indhold af natriumioner, alkalijorde, findes i marskområder og nær saltsumpe. Se også jordbund og eksperimentel petrologi.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki