tin (Forbindelser)

Tin optræder i forbindelser med oxidationstrin −4, +2 og +4.

Oxidationstrin −4.Tintetrahydrid, SnH₄, er en gas med kogepunkt −52,5 °C. Det sønderdeles til tin og hydrogen allerede ved stuetemperatur og meget hurtigere ved 100 °C.

Oxidationstrin +2. Tinforbindelser i dette oxidationstrin kaldtes tidligere stannoforbindelser og er stærke reduktionsmidler. Tindiklorid, SnCl₂, danner i saltsure opløsninger den komplekse ion SnCl₃^-. Ved udkrystallisation fra sådanne opløsninger dannes et dihydrat, såkaldt tinsalt, SnCl₂∙2H₂O, hvorfra det vandfrie tinklorid kan vindes ved opvarmning i en strøm af hydrogenklorid. Med svag base, fx ammoniak, udfældes der fra tin(II)-opløsninger tin(II)hydroxid, Sn(OH)₂, der med stærk base danner hydroxostannater, fx Sn(OH)₃^-, der ligeledes er kraftige reduktionsmidler. Ved opvarmning af Sn(OH)₂ under udelukkelse af luft, fx i en strøm af carbondioxid, omdannes det til tin(II)oxid, SnO, der er et blåsort pulver. Fra tin(II)-opløsninger udfælder svovlbrinte tin(II)sulfid, SnS, som et mørkebrunt pulver. Ved sammensmeltning af tin og svovl danner forbindelsen blågrå krystaller.

Oxidationstrin +4. Den vigtigste forbindelse er tindioxid, SnO₂, der forekommer i naturen som mineralet cassiterit. Det er et hvidt stof, der er tungt opløseligt i både syrer og baser og anvendes til fremstilling af glasurer og emalje, da det farver glas mælkeagtigt hvidt. Ved smeltning med natriumoxid danner tindioxid natriumstannat, Na₂SnO₃, der er opløseligt i vand. Fra opløsninger af natriumstannat dannes der ved syretilsætning gelagtige bundfald af vandholdig SnO₂. Tin danner forbindelser af typen SnX₄, hvor X er fluor, klor, brom eller jod. Tintetraklorid er en væske ved stuetemperatur, de tre øvrige er faste stoffer. De kan alle fire dannes ved direkte reaktioner mellem grundstofferne. I sure opløsninger danner forbindelserne komplekse ioner af typen [SnX₆]^2-.

Intermetalliske forbindelser og legeringer. Forbindelsen Cu₃Sn er en bestanddel af bronze, der er en fælles betegnelse for en række sammensætninger af kobber og tin. Derudover findes der et stort antal andre intermetalliske forbindelser, hvori tin indgår.

Metalorganiske forbindelser. Der kendes et stort antal organotinforbindelser med carbon-tin-bindinger. De finder anvendelse i den organiske kemi, også i industriel målestok. Dibutyltinsulfid, (C₄H₉)₂SnS, samt mange andre organotinforbindelser anvendes fx som stabilisatorer i polyvinylklorid (PVC).