Siemens-Martin-processen, (efter brødrene W. og F. Siemens og P.É. Martin), metode til fremstilling af stål i en flammeovn. Brødrene Siemens konstruerede i 1856 en regenerativt fyret smelteovn; den forbedredes i 1860 til en flammeovn med regenerator for både luft og generatorgas. Martin benyttede princippet i Siemens' flammeovn til fremstilling af støbestål i 1865. I begyndelsen omsmeltedes skrot med mindre tilsætninger af råjern, men allerede i 1868 indførtes på det britiske Siemensværk friskning (omdannelse) af råjern med jernmalm. I 1900-t.s praksis benyttedes Siemens-Martin-processen over hele spektret fra 100% råjern til 100% skrot, som regel med olie som brændsel og med friskningsmalmene erstattet af ilt.
I Danmark er Siemens-Martin-ovne blevet benyttet på flere værker, bl.a. Burmeister & Wain 1908-ca. 1970 og Det Danske Stålvalseværk 1940-80. På sidstnævnte nåede man på 35 år at smelte ca. 7 mio. t råstål, der for 85-90% vedkommende var baseret på skrot. I ca. 100 år var Siemens-Martin-processen den vigtigste fremstillingsmetode for stål, men siden 1970'erne har den været stærkt på retur. Moderne stål fremstilles enten i elektroovne eller i iltblæste konvertere, se L.D.-processen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.